Anna Kristine Hvid Petersen












Et maleri (1678): Låget; en dobbeltsidet vinge spreder sig i to gullige strøg og kommanderer genskær. En krusning griber i fjerspidsen, trækker klæbrige tråde og kravler videre langs udtværede ender. De løber ud i et hav, der ser ud, som man husker det fra en tidlig solskinsmorgen om sommeren. Foran: En krystallinsk opstigning. Under: Bølger rejser sig, men de er for store og for grønne, så de bøjer bagover og vokser sig større, brusende. Duk dig! Der er ikke nok rum at krumme sig sammen på, flyd ud under vingens glasflade. 

Huset på højen: HER mærkede instrumenter det pulserende felt, en langsom dunken som aftager, gentager sig og rykker rundt. SE UD, grav i himlen med dine skarpe øjne og bliv kun mødt af solens skærende stråler. Det er Jordens magnetfelt; et favntag uden arme, der ligesom oliens bløde linjer, trækker tråde på tværs og på langs (her forstås; akser af både rumlig og tidslig karakter). Og på trods, i kraft af sin gennemsigtighed, er feltet som en insektsværm, der kun synes vigtig i sit fravær: For undertiden sker det, at man som menneske, i dette sammenvævende (sammenbindende!) felt, benægter sine egne gangvægges bøjelighed og retter sine veje ud i stive lineære linjer, envejsskuende, fremaddrivende.
Skær da årerne over og lad væsken løbe, retningsløst! 
En nærende saft for de glidende kroppe.
Alternativt: Følg støvets vej i de grønne solpletter.